Det er vigtigt at bruge ventetiden godt; uanset om man ender med at blive forældre ved at blive gravid naturligt, med lidt eller meget fertilitetsbehandling eller ved adoption. Nogle par ender med at fravælge at få børn. Selvom smerten, længslen og desperationen kan fylde næsten alt, er det værd at prøve at gøre gode ting for sig selv og hinanden, og prøve at udrette noget meningsfyldt. Det er godt, fordi man så bagefter ved, at tiden blev brugt så godt som muligt, uanset hvad udfaldet bliver og på trods af den smerte, den sorg og det ubehag, der var i den periode.
Det er vigtigt at pleje parforholdet. To mennesker i et parforhold ramt af ufrivillig barnløshed, kan opleve situationen vidt forskelligt og det er vigtigt, at man prøver at støtte og forstå hinanden. Og det er vigtigt, at man bliver ved med at gøre glædesbringende ting sammen og på den måde prøver at hele den belastning situationen er for parforholdet.
Det er vanskeligt at forklare den desperation, ufrivillig barnløshed kan være forbundet med, og så er oplevelsen samtidig lige så forskellig, som de mennesker den rammer. Uvisheden fylder for de fleste. Det er svært at holde ud ikke at vide om man er blandt de lykkelige som det lykkes for, også selvom det sker for flertallet. For der er jo ingen garantier for at man tilhører flertallet og det vilkår kan være næsten ubærligt. Mange oplever magtesløsheden som belastende, og det ikke at ane om små og store ting, man gør, gør en forskel til det bedre eller værre. Man kan tænke: Skal jeg holde op med at være ked af det over ikke at have fået børn endnu, ville det hjælpe?…men hvordan gør man lige det? Er det fordi jeg ønsker det for meget, ville det hjælpe at slappe lidt af med det…men hvordan gør man så det, når det at få børn måske er det eneste, man har lyst til og det største ønske man har i livet? Skal man holde op med at bruge sin yndlings make-up, vil det gøre en forskel hvis man drikker det glas rødvin, hvis man taber 10 kg. eller styrketræner mindre, eller berøver man bare sig selv lidt glæde i en af de mest belastende perioder i livet?
Nogle oplever at blive gravide og abortere. For nogle af dem er hver abort at miste et barn, for nogle kvinder bliver mor (og nogle mænd far) i det øjeblik, de ved, de er gravide. Og hvordan bearbejder man den sorg, når de pårørende ofte vil prøve at trøste ved at sige, at nu ved du da, at du kan blive gravid, og det er jo normalt at abortere? For andre opleves den aborterede graviditet ikke som et barn eller en graviditet, men mere som endnu et bevis for, at det ikke kan lade sig gøre. Ofte har man brug for at de pårørende bare lytter til en. Det ville være godt, hvis de pårørende blot ville prøve at forstå lige præcis hvordan du/I har det; uden anekdoter om egne erfaringer, uden i bedste mening at prøve at tage sorgen fra jer ved at sige: “det går nok” på alle de forskellige måder det nu kan siges. Det er rart hvis pårørende bare stille og roligt sidder der og spørger og lytter og ikke prøver at reparere. Det hedder at rumme jeres sorg. Det er den stilfærdige omsorg der er brug for: at få et kram, at blive lyttet til og spurgt hvordan det er lige præcis for jer/dig. Måske hjælper det, at der bliver lavet en kop the eller et måltid mad til en, eller at få taget opvasken og andre gange, at man slet ikke behøver at tale om situationen. Nogle gange er der brug for at blive afledt, at blive taget ved hånden ud og gå en tur, at gå i biografen eller pjatte og glemme det hele. Jeg ville ønske, man underviste i rollen som pårørende til mennesker der er i sorg og krise i folkeskolen for mange pårørende har svært ved at være der på en god måde. Så du/I bliver nødt til stille og roligt at fortælle de pårørende, kolleger og andre, hvad du/I har brug for. Som regel prøver de, det bedste de kan, men det kan være svært at ramme rigtigt, fordi de fleste ved så lidt om, hvordan man trøster andre mennesker i sorg og krise og fordi alle er forskellige i den situation. Som pårørende skal man altså også være god til at spørge: “hvordan kan jeg bedst være der for dig”, og : “hvad har du brug for fra mig lige nu?”.
Som psykolog har jeg den faglige baggrund og den specialviden, der skal til for at hjælpe dig/jer med situationen. Personligt har jeg på krop og psyke oplevet den belastning ufrivillig barnløshed, gentagen fertilitetsbehandling og mislykkede behandlingsforsøg er. Det giver mig en stor forståelse for jeres situation, og gør at jeg desuden har kendskab til fertilitetsbehandlingens mere tekniske aspekter.
Vi arbejder med dig/jer med kognitiv terapi, herunder også schematerapi, på en måde, så I kommer bedst muligt gennem perioden som ufrivilligt barnløse.